Covid-19 test af minkarbejdere

Statens Serum Institut (SSI) anbefaler, at personer, der arbejder i minkbesætninger, testes for covid-19 med antigentest og PCR-test. SSI tilbyder PCR-testen som selvtest. Testkits kan rekvireres på SSI.

Bekendtgørelse om covid-19 hos pelsdyr, bilag 1, anbefales det, at mink-virksomheder i deres smittebeskyttelsesplan indarbejder test af personer, der arbejder i virksomheden.

Smittebeskyttelsen består i at nedsætte risikoen for, at covid-19 positive personer har kontakt med mink.

Anbefalinger er indført af hensyn til folkesundheden. Den skal være med til at minimere risikoen for, at covid-19 spreder sig til danske minkbesætninger og herfra til befolkningen.

Baggrunden for ovenstående er beskrevet i risikovurdering af 3. maj 2022 og tilhørende bilag.

Smittebeskyttelsesplanen er nærmere beskrevet på Fødevarestyrelsens hjemmeside.

Hvornår skal du testes?

Statens Serum Institut (SSI) anbefaler følgende tests til personer, der arbejder i minkvirksomheder:

  • Daglig antigentest før arbejdsdagen på en minkfarm påbegyndes, samt
  • en ugentlig PCR-test.

Antigentesten er ikke helt så effektiv til at påvise virus som PCR-test. Det betyder, at hvis du er positiv i PCR-test, er det svar gældende, også selv om antigentesten er negativ. Men fordi PCR-testen er bedre til at påvise virus, betyder det også, at man kan være positiv i PCR-test i op til 2 måneder, efter man har været smittet med covid-19. Dog er man ikke smittefarlig så længe.

Hvis din test er positiv

Hvis din antigentest eller PCR-test er positiv, betyder det, at du kan udgøre en smitterisiko for mink og kollegaer. Hvis du har en positiv test, tilråder SSI, at du ikke har kontakt med mink eller kollegaer i minimum 7 dage eller længere, hvis du fortsat har symptomer efter de 7 dage. De 7 dage gælder også, hvis du ikke har symptomer. Hvis du er testet positiv med en antigentest, tilråder SSI, at du får taget en PCR-test.

Hvornår kan du gå på arbejde igen?

Hvis du ikke har symptomer, anbefaler SSI, at du kan gå på arbejde igen efter 7 dage, hvis antigentesten er negativ. Hvis du har symptomer, bør du vente med at gå på arbejde, indtil du ikke længere har symptomer – dog mindst 7 dage, og når antigentesten er negativ. Det er SSI’s råd, at du ikke genoptager arbejdet før, du har en negativ antigentest.

Hvornår kan du genoptage rutinetestene?

SSI tilråder, at daglig antigentest genoptages, før du starter på arbejde efter, at du har haft en positiv test.

  • Er du fortsat positiv i antigentest, kan du stadig udgøre en smitterisiko, og SSI anbefaler derfor, at du undgår kontakt med mink eller kollegaer, indtil du har en negativ antigentest.
  • Er du negativ i antigentest, kan arbejdet genoptages.

PCR-test genoptages først 2 måneder efter en positiv PCR-test, såfremt du er rask. Det er fordi, at du kan få en positiv test, selvom du er rask og ikke længere smitter, fordi du fortsat kan have rester af virus i halsen. Hvis du får symptomer eller din antigentest er positiv, bør du dog altid tage en PCR-test også, selv om der ikke er gået 2 måneder siden sidste positive PCR-test.

PCR selvtest til minkarbejdere

På denne side finder du praktiske oplysninger om selvtesten og svar på ofte stillede spørgsmål i forbindelse med PCR-selvtest.

1. Support

Hvor kan jeg henvende mig, hvis jeg har spørgsmål til PCR-selvtest?

Hvis du ikke kan finde svar på dine spørgsmål på denne informationsside, kan du kontakte vores support via:

Mail: tcdkapp@ssi.dk
Telefonnr.: +45 4046 8599

Telefonen er åben alle hverdage i tidsrummet 10.00-12.00 frem til den 1. april 2023. Supporten holder lukket i weekender og på helligdage.

2. Bestilling af testkits

Testkits kan bestilles hos SSI. Testkit leveres gratis til minkvirksomheder til og med 31. marts 2023.

Venligst kontakt support via:

Mail: tcdkapp@ssi.dk
Telefonnr.: +45 4046 8599

Telefonen er åben alle hverdage i tidsrummet 10.00-12.00 frem til den 1. april 2023. Supporten holder lukket i weekender og på helligdage.

3. PCR-selvtest

Hvad indeholder et testkit?

Dit testkit består af en kasse med konvolutter, transportrør, QR-kode, samt de nødvendige remedier, du skal bruge, når du skal pode dig selv: to spritservietter, en podepind, en tungespatel samt et prøverør.

Hvad skal jeg gøre?

Du skal sikre prøveregistrering via TCDK app, gennemføre selvpodning og klargøre prøven, så du kan aflevere/afsende den. Følg instrukserne i webapp’en.

4. TCDK app

Hvordan kommer jeg i gang med at bruge appen?

Appen bruges til at registrere prøver. Såfremt du har børn under 15 år, kan du også registrere deres prøver. Følg vejledning i webapp’en.

Sådan kommer du i gang:

  1. Gå til https://tcdkapp.ssi.dk/ via din mobiltelefon.
  2. Login med NemID/MitID.
  3. Start registreringen af en prøve for dig og/eller dit barn.

Det første, du bliver bedt om, når du skal registrere en prøve, er at scanne en QR-kode med din mobiltelefons kamera. QR-koden udleveres med testkit.

De fleste kan blot benytte kameraet på mobiltelefonen. I få tilfælde skal du bruge en QR-scanner/læser, som du har installeret på din telefon, til dette. Appen genkender og validerer QR-koden.

Det er vigtigt at følge registreringsflowet i TCDK app og dernæst podningsinstruksen.

Hvem kan bruge appen?

Alle personer, der er fyldt 15 år, som har et dansk CPR-nummer/personnummer samt NemID/MitID, kan registrere en prøve via TCDK app.

Samtidig kræver anvendelse af appen, at du har en mobiltelefon, der kan gå på internettet, og som har et kamera, der fungerer samt kan fokusere. De fleste smartphones gør dette automatisk, og ellers kan du justere dette på telefonens indstillinger.

Forældre kan registrere selvpodninger på vegne af deres børn, der er under 15 år.

Hvis du er ikke-digital borger (ikke har NemID/MitID), kan du desværre ikke anvende denne løsning.

Min mobiltelefon kan ikke finde siden med appen, hvad gør jeg?

Sørg for at undersøge:

  • Om din mobiltelefon har forbindelse til internettet
  • Om der er tastefejl i webadressen / om du scanner den forkerte QR-kode
  • Alternativt kan du tilgå linket via telefonen her: https://tcdkapp.ssi.dk/

Såfremt du stadig oplever problemer, kan du kontakte support.

Jeg kan ikke få scannerfunktionen i appen til at virke, hvad gør jeg?

Sørg for at undersøge, om du har givet appen tilladelse til at bruge din mobiltelefons kamera.
Første gang du trykker ’Start scanner’, spørger din enhed, om du vil give ”tcdkapp.ssi.dk” adgang til kameraet på din mobile enhed. Her skal du give tilladelse til, at scannerfunktionen virker.

Er du enten ikke blevet spurgt, om du vil tillade brug af kameraet, eller har du ved en fejl trykket ”Bloker/Tillad ikke/Annuller”, kan du gøre følgende afhængigt af, hvilken telefon du har:

iPhone:
Indstillinger > Safari (eller den browser, du benytter) > Kamera > Tillad

Android:
Indstillinger > Apps > Chrome (eller den browser du benytter) > Tilladelser > Kamera > Tillad

Herefter skal du opdatere hjemmesiden, hvorefter scannerfunktionen nu bør virke.

Alternativt, kan du logge ud og ind igen med NemID/MitID og starte registreringen på ny, hvor du her kan give tilladelse til brug af kamera på din mobiltelefon.

Såfremt scannerfunktionen stadig ikke virker, kan du kontakte vores support.

Appen melder fejl under QR-kode-scanning. Hvad gør jeg?

Det kan skyldes, at du forsøger at scanne en QR-kode, der ikke er valid. Benyt QR-koden, der er tilgængelig på selvpodningsstationen. Hvis du fortsat oplever problemer, kan du kontakte supporten.

Jeg kan ikke scanne prøverørkoden, hvad gør jeg?

Din mobiltelefons kamera skal kunne understøtte fokus. De fleste smartphones gør dette automatisk, og ellers kan du justere dette på telefonens indstillinger.- Prøverørkoden skal være cirka 10-11 cm fra din mobiltelefons kamera for at kameraet kan fokusere. Hold telefonen stille eller forsøg at justere afstanden mellem telefonen og prøverøret. Bemærk, at prøverøret skal være i fokus.

  • Prøverørkoden skal være godt belyst. Vær dog opmærksom på genskær fra direkte belysning. Genskær kan give kameraet besvær med at fokusere på prøverørets kode.
  • Sørg for at din mobiltelefons kameralinse ikke er fedtet/beskidt.
  • Såfremt du stadig har problemer med at scanne prøverøret, prøv da at rotere prøverøret langsomt i cirkulære bevægelser.

Kamera på nyere mobiltelefoner er forudindstillet til at fokusere på genkendelige objekter, fx fingernegle. Det kan være, du skal sikre, at andre elementer ikke stjæler fokus. Prøv at holde prøverøret som anvist på billedet:

Hånd holder prøverør til PCR Hjemmetest Studie

Hvorfor beder appen mig om at logge ind med NemID/MitID igen, når jeg vil starte en ny registrering?

Det kan skyldes, at hjemmesiden har været inaktiv for længe (30 min.), og at din session derfor er udløbet. Du er derfor nødt til at logge ind igen med NemID/MitID.

Bemærk, hvis du bliver bedt om at logge ind igen med NemID/MitID, inden du nåede at afslutte din registrering, skal du starte forfra med din registrering.

Appen giver dig en kvittering, når du har færdigregistreret din prøve. Når der står ”Du har færdiggjort din registrering i TCDK app”, er det en bekræftelse på, at registreringen er succesfuld, og at data er videresendt til Statens Serum Institut.

Hvorfor kan jeg ikke finde TCDK app i AppStore/Google Play Butik?

Det skyldes, at TCDK app er en webapp og ikke en såkaldt native app, som normalt findes via AppStore eller Google Play Butik.

TCDK app fungerer og ser ud som en native app, men den tilgås via en browser på din mobiltelefon.

Du kan gemme TCDK app som et bogmærke på din mobiltelefons hjemmeskærm, så appen bliver lettere og hurtigere at tilgå.

Principielt kan appen tilgås fra alle enheder, der har adgang til internettet og har et kamera, der understøtter fokus. Mange vil opleve, ved brug af deres computer/tablets, at deres kamera ikke kan scanne prøverørskoden, da en computer/tablets kamera sjældent har en fokusfunktion, og man vil derfor ikke kunne foretage registreringen.

Kan man logge ind med NemID/MitID, hvis ens telefon blokerer for pop-op-vinduer?

Ja. Pop-op-vinduer er vinduer, som åbnes automatisk uden din tilladelse. Når du registrerer en prøve via TCDK app, vælger du aktivt at logge ind med NemID/MitID. Det betyder, at du kan fortsætte med at blokere for pop-op-vinduer samtidig med, at du benytter appen.

Kan jeg benytte hvilken som helst browser til registrering i appen?

Ja. Dette skyldes, at TCDK app er en webapp og ikke en såkaldt native app, som normalt findes via diverse stores fx AppStore og Google Play Butik. Apps tilgås således via en browser på din mobiltelefon, hvilket selvfølgelig også betyder, at en internetforbindelse er nødvendig for at appen kan fungere.

Oplever du, at du ikke kan åbne appen i din browser, så kontakt supporten. 

5. Selvpodning 

Hvorfor skal jeg pode mig selv både i halsen og i næsen?

Hvis du er smittet med SARS-CoV-2-virus, vil chancen for at du opsamler virus med podepinden være større, når du både poder dig selv i halsen og i næsen. Der er forskel på, hvor virus sidder afhængigt af, hvor længe man har været smittet. Desuden kan vi ikke med sikkerhed vide, hvor en eventuel fremtidig virusvariant vil foretrække at sætte sig: om det er i halsen eller i næsen. Derfor er podning fra både svælget og næsen en god måde at sikre, at vi finder virus hos en, der er smittet. Såfremt der er tale om et barn under 15 år, skal de kun pode sig i næsen og ikke i svælget.

Hvornår er selvpodningen ugyldig?

Selvpodningen skal gøres om, hvis podepinden bliver tabt. Hvis det sker, skal du bruge en ny podepind og påbegynde din podning på ny.
Hvis du ved en fejl rammer din(e) tunge/kind/tænder/andet inden din bagvæg i svælget, skal du blot forsætte podningen.

Hvor nøjagtig er podningen, når jeg selv foretager den?

Såfremt du nøje følger podningsvejledningen, viser vores studie, at din prøve er lige så god, som når den foretages på testcenteret af en poder.

6. Testsvar 

Hvor finder jeg mit testsvar?

Når svaret foreligger, bliver det tilgængeliggjort på sundhed.dk samt i TCDK appen.

På sundhed.dk kan du logge på med NemID/MitID og finde svaret under ”Laboratoriesvar”. Er du i tvivl om tolkningen af svaret, skal du kontakte din egen læge.

I appen kan du se seneste testsvar på forsiden og alle testsvar for prøver foretaget indenfor 180 dage via ’Testsvar’ i menuen. Hvis du er forældremyndigshaver kan du se testsvar for dine børn under 15 år.

Bemærk venligst at du ikke automatisk får besked, når testsvaret ligger i klar.. Du skal derfor selv være opmærksom på at tjekke resultatet på din prøve efter, du er blevet testet. Der kan gå op til tre dage, før testsvaret er tilgængeligt.

Testsvar for børn under 15 år kan udelukkende ses i TCDK appen.

Kan appen udløse Coronapas til brug på rejser mv.?

Nej. De automatiske handlinger, som er bundet op på et covid-19-prøvesvar (fx fornyelse af Coronapas) udløses ikke med testsvarene fra PCR-selvtest.

Hvor lang tid går der, før jeg får mit covid-19-testsvar?

Når du er blevet testet for covid-19, kan der gå op til tre dage, før svaret er klar. Når svaret foreligger, bliver det tilgængeligt både for dig selv og din læge på sundhed.dk samt i TCDK appen. På sundhed.dk kan du logge på med NemID/MitID og finde svaret under ”Laboratoriesvar”. Er du i tvivl om tolkningen af svaret, skal du kontakte din egen læge.

7. Behandling af personoplysninger 

Oplysninger om behandling af personoplysninger for dig, der gør brug af tilbud om PCR-hjemmetest til personer med tilknytning til mink

1. Vi er den dataansvarlige – hvordan kontakter du os?

Statens Serum Institut (SSI) behandler personoplysninger om dig, når du gør brug af tilbud om PCR-hjemmetest til personer med tilknytning til mink. SSI skal sikre, at databeskyttelsesreglerne overholdes, herunder at behandlingen sker med passende sikkerhed.

Du kan læse mere om, hvordan du kontakter SSI og vores databeskyttelsesrådgiver under punkt 11 nedenfor.

2. Formålene med behandlingen af dine personoplysninger

Den 1. januar 2023 er der igen mulighed for at holde mink i Danmark(1). Det anbefales, at personer med tilknytning til mink testes én gange om ugen(2). Hvis du arbejder med mink, er du derfor blevet tilbudt at kunne lade dig PCR-teste i hjemmet ved hjælp af SSI’s test-app. En instruktion hertil er vedlagt testkittet. Når du gør brug af dette testtilbud, registreres din prøve med en analysekode, der fortæller, at du arbejder med mink. Det er frivilligt, om du ønsker at gøre brug af dette tilbud. Du kan til enhver tid lade dig teste i et af TestCenter Danmarks almindelige testcentre.

SSI har til opgave at yde en særlig indsats med henblik på at monitorere smittespredning og afdække eventuelle smittekæder imellem mink og personer, der arbejder med mink. SSI monitorerer spredningen af covid-19, holder øje med forskellige virus-varianter og ser på betydningen af testaktivitet mv. Det gør vi for at være i stand til at reagere i tide ved fx at underrette Fødevarestyrelsen om, at der er risiko for smitte ved en minkbesætning. Analysekoden vil gøre SSI i stand til at vide hvilke prøve og analysesvar, der stammer fra en person, der arbejder med mink, og som har gjort brug af dette tilbud.

Når vi ser på virus-varianter fra prøver fra mink, vil vi gerne kunne se, om der er en sammenhæng med de varianter, der findes i de personer, der har en tilknytning til mink, så vi kan afklare, om der sker smitte imellem mennesker og mink.

Når SSI modtager prøven, vil den blive registreret og analyseret i vores laboratorie, og du vil modtage svaret i test-app’en. Svaret vil ikke udløse coronapas, men du vil kunne finde svaret på sundhed.dk under ”Laboratoriesvar”. Svaret vil heller ikke blive sendt til din egen læge. Hvis din test er positiv, skal du følge Sundhedsstyrelsens retningslinjer herfor. SSI vil kontakte dig telefonisk, hvis du har oplyst dit telefonnummer, og alternativt via e-boks.

Oplysningerne vil indgå i SSI’s almindelige overvågning af covid-19. Læs mere om dette her: Orientering om Statens Serum Instituts behandling af personoplysninger (ssi.dk), under fanen ”Er du blevet testet for covid-19?”. Oplysningerne vil ligeledes blive anvendt i statiske og videnskabelige undersøgelser, fx forskningsprojekter.

Restmaterialet fra positive prøver vil blive gemt i frysere hos SSI, så SSI kan gå tilbage og foretage en ny analyse, hvis der bliver behov for det. Herefter vil eventuelt restmateriale fra prøverne blive opbevaret på SSI med henblik på forskning. Læs mere om, hvad der sker med restmaterialet fra positive covid-19-prøver, der er analyseret på SSI, her: https://www.ssi.dk/om-ssi/persondataorientering under fanen ”Er du blevet testet for covid-19”. Restmaterialet fra negative prøver vil blive kasseret efter endt analyse.

3. Kategorier af personoplysninger

Når du bruger appen, vil SSI behandle følgende oplysninger om dig:

  • CPR-nummer
  • Navn
  • Telefonnummer (hvis du vælger at oplyse dette)
  • Oplysning om udført test
  • Testtype
  • Testtidspunkt
  • Analysekode, som angiver, at du har gjort brug af dette tilbud til personer med tilknytning til mink
  • Køn
  • Positivt prøvesvar (helbredsoplysning)
  • Negativt prøvesvar

SSI vil udover dette opbevare den biologiske prøve. Hvis du har oplyst, hvilken besætning du er tilknyttet, vil SSI registrere dette.

Som led i SSI’s almindelige overvågning af covid-19, vil SSI bl.a. koble prøvesvaret, CPR-nummer og analysekode til andre oplysninger, som vi har tilgængeligt. Det kan fx være oplysninger fra Landspatientregistret. Du kan læse mere om, hvordan SSI behandler personoplysninger i forbindelse med smitteovervågning på vores hjemmeside her: https://www.ssi.dk/om-ssi/persondataorientering. Se særligt afsnittet ”Er du blevet testet for covid-19?” og ”Er du blevet testet for eller har haft en sygdom, som SSI har til opgave at monitorere, forebygge og bekæmpe?”

4. Retsgrundlaget for vores behandling af dine personoplysninger er:

Vi behandler dine personoplysninger med hjemmel i artikel 6, stk. 1, litra e, i databeskyttelsesforordningen(3), da behandlingen er nødvendig af hensyn til udførelse af en opgave, som henhører under offentlig myndighedsudøvelse, som SSI har fået pålagt efter § 222 i sundhedsloven(4).

Behandlingen af følsomme personoplysninger sker med hjemmel i databeskyttelsesforordningens artikel 9, stk. 2, litra g og i, jf. sundhedslovens § 222, stk. 1, og § 45 i epidemiloven(5), da behandlingen er nødvendig af hensyn til væsentlige samfundsinteresser og samfundsinteresser på folkesundhedsområdet.

Vi behandler dit CPR-nummer med hjemmel i § 11, stk. 1, i databeskyttelsesloven(6), da behandlingen er nødvendig for entydigt at kunne identificere dig.

Derudover kan vi behandle dine oplysninger i forbindelse med at udføre statistiske eller videnskabelige undersøgelser af væsentlig samfundsmæssig betydning med hjemmel i databeskyttelsesforordningens artikel 6, stk. 1, litra e, og databeskyttelseslovens § 10.

5. Modtagere eller kategorier af modtagere

Vi overlader dine personoplysninger til vores databehandlere, som varetager drift og support af SSI’s test-app samt SSI’s øvrige systemer. SSI har i den forbindelse indgået databehandleraftale med databehandlerne for at sikre, at behandlingen af oplysninger udelukkende sker efter instruks fra SSI og i øvrigt sker i overensstemmelse med data-beskyttelsesforordningen og databeskyttelsesloven. En databehandler anvender ikke oplysningerne til egne formål, men kun til udførelse af en bestemt opgave for SSI. Når databehandlerens opgave er fuldført, slettes og/eller returneres oplysningerne til SSI.

Når SSI har analyseret din prøve, gøres svaret tilgængelig i app’en og på sundhed.dk. Resultatet vil ligeledes blive indberettet i Den danske mikrobiologidatabase (MiBa), der er en landsdækkende, automatisk opdateret database over mikrobiologiske undersøgelsesresultater. Hvis du kommer på sygehuset, vil den behandlende sundhedsperson kunne slå svaret op i MiBa. Lægen kan slå svaret op via Sundhedsportalen (Sundhed.dk).

SSI yder rådgivning og bistand på områder, som vedrører instituttets opgaver, bl.a. til de centrale sundhedsmyndigheder. Som led i denne rådgivning og bistand, kan SSI videregive personoplysninger om bl.a. smittetilfælde, variantfund, forebyggelsestiltag, resultater af og baggrund for risikovurderinger, når det er nødvendigt for rådgivningen og bistanden og væsentlige samfundsinteresser på folkesundhedsområdet. Det er som udgangspunkt tilstrækkeligt kun at videregive statistiske oplysninger.

SSI kan derudover videregive personoplysninger til Fødevarestyrelen, når formålet med videregivelsen er at sikre et passende beredskab. Hvis din prøve er positiv, vil vi oplyse Fødevarestyrelsen om, at en person med tilknytning til den konkrete besætning, er testet positiv for covid-19. Dette sker for at Fødevarestyrelsen kan iværksætte test af mink og eventuelt andre forebyggende tiltag.

SSI kan også i andre tilfælde, hvor det er nødvendigt af hensyn til udførelsens af SSI’s myndighedsopgaver og i øvrigt i overensstemmelse med de databeskyttelsesretlige regler, videregive personoplysninger til andre.

6. Overførsel til modtagere i tredjelande, herunder internationale organisationer

Der gælder særlige regler, hvis personoplysninger skal overføres til modtagere uden for EU og EØS. SSI har ikke planlagt en sådan overførsel. Hvis SSI får behov for at overføre oplysninger til lande uden for EU og EØS, vil det ske efter reglerne i databeskyttelsesforordningens kapitel 5, som har til hensigt at opretholde et tilsvarende beskyttelsesniveau som i EU og EØS.

7. Hvor dine personoplysninger stammer fra

Vi indsamler oplysninger fra dig, og vi indsamler oplysninger om dig via opslag i stamdataregistre hos Sundhedsdatastyrelsen, herunder fra CPR. Vi modtager også visse oplysninger om dig fra Digitaliseringsstyrelsen, når du logger ind med NemID/MitID.

8. Opbevaring af dine personoplysninger

Vi opbevarer dine personoplysninger, så længe det er nødvendigt af hensyn til de formål, de er indsamlet til.

I forbindelse med behandlingen sker der alene midlertidig opbevaring af personoplysninger på din mobile enhed. I en browser gemmes data, indtil sessionen er gennemført succesfuldt. Data gemmes ikke, hvis sessionen annulleres, eller hvis der opleves inaktivitet i mere end 30 min.

Oplysningerne fra registreringerne i App’en er placeret på et lukket netværk, som kun kan tilgås fra back-end services. Opbevaring af såvel registre som indberetninger sker hos Statens It. Indberetninger slettes efter 180 dage. Registreringer (fx telefonnummer) slettes efter 180 dages inaktivitet.

SSI vil opbevare oplysninger relateret til prøven, indtil oplysningerne ikke længere er nødvendige til udførelse af instituttets opgaver, herunder for at kunne overvåge smitte med covid-19 og for at stille prøvesvaret til rådighed som en del af din sundhedsjournal.

Hvis din test er positiv, vil restmateriale fra din covid-19-test blive opbevaret hos SSI med henblik på overvågning af udbredelsen af covid-19, så længe det er påkrævet inden for rammerne af SSI’s myndighedsopgave efter bl.a. sundhedsloven. Herefter vil restmateriale blive opbevaret i Danmarks Nationale Biobank med henblik på fremtidig sundhedsvidenskabelig forskning. Når materialet ikke længere har statistisk eller videnskabelig værdi, vil det blive destrueret. Det biologiske materiale kan dog ikke udleveres til forskning, hvis du er tilmeldt Vævsanvendelsesregistret. Du kan læse mere om Vævsanvendelsesregistret her. Du kan læse mere om Danmarks Nationale Biobank på vores hjemmeside her. Her kan du finde oplysninger om din mulighed for at anmode om destruktion af restmaterialet. Hvis din prøve er negativ, vil den blive kasseret efter endt analyse.

9. Dine rettigheder

Du har efter databeskyttelsesforordningen en række rettigheder i forhold til vores behandling af oplysninger om dig.

Hvis du vil gøre brug af dine rettigheder, skal du kontakte os. Du kan se, hvordan du kontakter os under punkt 11 nedenfor.

Ret til at se oplysninger (indsigtsret)
Du har ret til at få indsigt i de oplysninger, som vi behandler om dig, samt en række yderligere oplysninger.

Ret til berigtigelse (rettelse)
Du har ret til at få urigtige oplysninger om dig selv rettet.

Ret til sletning
I særlige tilfælde har du ret til at få slettet oplysninger om dig, inden tidspunktet for vores almindelige generelle sletning indtræffer.

Ret til begrænsning af behandling
Du har visse tilfælde ret til at få behandlingen af dine personoplysninger begrænset. Hvis du har ret til at få begrænset behandlingen, må vi fremover kun behandle oplysningerne – bortset fra opbevaring – med dit samtykke, eller med henblik på at retskrav kan fastlægges, gøres gældende eller forsvares, eller for at beskytte en person eller vigtige samfundsinteresser.

Ret til indsigelse
Du har i visse tilfælde ret til at gøre indsigelse mod vores eller lovlige behandling af dine personoplysninger.

Der gælder en række væsentlige undtagelser til dine rettigheder. Det er eksempelvis ikke alle oplysninger, som du har ret til indsigt i. Det vil for eksempel være oplysninger, der udelukkende anvendes i videnskabeligt og statistisk øjemed.

Du kan læse mere om dine rettigheder i Datatilsynets vejledning om de registreredes rettigheder, som du finder på www.datatilsynet.dk.

10. Klage til Datatilsynet

Du har ret til at indgive en klage til Datatilsynet, hvis du er utilfreds med den måde, vi behandler dine personoplysninger på. Du finder Datatilsynets kontaktoplysninger på www.datatilsynet.dk.

11. Kontaktoplysninger på Statens Serum Institut

Hvis du har spørgsmål til, hvordan SSI behandler personoplysninger om dig, er du altid velkommen til at kontakte vores afdeling for Databeskyttelse og Informationssikkerhed på ssidatabeskyttelse@ssi.dk eller på tlf. 40460 083. Telefontiderne er tirsdag og torsdag fra kl. 9.00-15.00.

Hvis du har spørgsmål til dine rettigheder, bør du kontakte SSI via Digital Post. Du kan læse mere om, hvordan du bruger Digital Post på siden https://www.ssi.dk/om-ssi/kontakt/sikker-kommunikation-m-ssi.

Herudover er den fysiske adresse samt generelle kontaktoplysninger for SSI følgende:

Telefon: 3268 3268
E-mail: serum@ssi.dk
Ved brev: Artillerivej 5, 2300 København S, CVR-nr.: 46837428

Du kan kontakte vores databeskyttelsesrådgiver på følgende måder:

På e-mail: databeskyttelse@sum.dk
Ved digital post: Du bedes vælge Indenrigs- og Sundhedsministeriet som modtager og skrive ”Att.: Databeskyttelsesrådgiver” i emnefeltet
Ved brev: Holbergsgade 6, 1057 København K, "Att.: Databeskyttelsesrådgiver”

Du kan læse mere om, hvordan du kontakter den koncernfælles DPO her: www.sum.dk/kontakt


(1) Lovbekendtgørelse nr. 10 af 6. januar 2022 om aflivning af og midlertidigt forbud mod hold af mink

(2) https://covid19.ssi.dk/diagnostik/test-ifm-minkhold

(3) Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 679 af 27. april 2016 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger og om ophævelse af direktiv 95/46/EF (databeskyttelsesforordningen)

(4) Lovbekendtgørelse nr. 210 af 27. januar 2022 (sundhedsloven)

(5) Lov nr. 285 af 27. februar 2021 om epidemier m.v. (epidemiloven)

(6) Lov nr. 502 af 23. maj 2018 om supplerende bestemmelser til forordning om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger (databeskyttelsesloven)

8. Driftsstatus 

Normal drift.